| Hilsen til Norges Kongepar paa Julekvelden |
| |
I mindes Dagen, da I kom herop.
Mens Sneen drysser over Sjø og Strand,
bag Taager drømmer det, vort gamle Land,
sin Fremtidsdrøm med alle Flag i Top.
Og Festens Jubel fylder alle Gader,
hvor Hundretusener men Længsel venter: -
her lyser Lamperækkers Linjerader,
Guirlander, Kroner, Skjolde, Transparenter, -
og over Byen Havnens Lyskaskader - -. |
| |
Vel, under Følelsen af Sæd og Pligt
for Penge kan der skabes meget sligt;
men Pligterne kan ogsaa bli os kjære;
saa var det her, og saadan skal det være.
Og laa end Norge skoddegraat og koldt
den Dag, da I hos os Jert indtog holdt,
det vinker ogsaa mildt med Moderarme,
her er dog ogsaa Sol og Sommervarme
og fagre Udsyn mellem vildt og goldt. |
| |
Ja her var koldt, saa stundom Hjertet frøs;
der dryssed nok af Sne paa Norges Sommer.
Men se, om ei der brød en Jubel løs
ved første Melding: Norges Konge kommer!
I Jer vi hilste Folkets nye Dag
ved Klokkeklangen og Kanonens Brag;
I Jer vi gjenreist følte fædrearven;
deraf Hurraerne fik netop Farven!
Nu Haraldsætten kroner Norges Sag. |
| |
Fra By og Grænd en Hilsen bæres frem,
et Folkeønske dybt fra Hjertegrund
til Kongehuset denne Høitidsstund:
"Velsignet Jul da, I Jert nye Hjem!"
I villig kom til Landet længst mod Nord,
og derfor skal vor Kjærlighed ei kjøles!
I valgte Hjemmet mellem Fjeld og Fjord.
Gid aldrig det som Lænke maatte føles,
det Baand, som binder Jer til Norges Jord! |
| |
Den første Jul imellem vore Fjeld
vi ved, at meget vil I sikkert savne.
Men i vor Bøn paa denne Julekveld
vi fletter Haakons, Mauds og Olavs Navne.
Naar Julegranernes mange Lys de brænder
og straaler klart og festlig gjennem Salen,
tænk da: hvert Blink er Hilsener, man sender
fra alle Hjem langs Kysten og i Dalen, -
er Barnesmil og Klap af Barnehænder! |
|
|
