Vidar 1889,
side 181-206

 
 
pag.181
pag.182
pag.183
pag.184
pag.185
pag.186
pag.187
pag.188
pag.189
pag.190
pag.191
pag.192
pag.193
pag.194
pag.195
pag.196
pag.197
pag.198
pag.199
pag.200
pag.201
pag.202
pag.203
pag.204
pag.205
pag.206

"Hvem er det da, som Dy synes ikke skal stjæle?"
"Husbonskarer skal ikke stæle, for dom er sat til aa passe
paa os Andre", sagde han nu med stort Eftertryk.
"Men hvoraf ved Du det?"
"Han sæller Korn."
"Men det er vel for sine Husbondsfolk, at han gjør det?"
"Aa, nei, ikke de, han sæller tidligt om Morran, før dom
Sjelve er oppe."
"Men det maa da være en styg Husbondskarl, som vil
bedrage dem, der betro sig til ham."
"Aa ja, de er nok sandt de - men - hu er ikke regti
Frua heller, eller Professorinnen, som hu liker, at de kaller
henne."
"Hvad kan Du mene med det?" spurgte hun forfærdet.
"Jeg mener de, at hu gjør de, som ikke er regti hu heller,
for hu sæller baade Korn og Heste for aa faa Penger til Søn
sin, uten at Hosbon vet om de. Hu solgte en Unghest, da jeg
var der. Pengene gik til Søn, sa dom da, men Professoren sa
en Dag til mei, han: "Det forekommer mig, at vi skulle have
en ung, brun Hest, et skjønt Dyr, men jeg ser ikke noget mere
til det", men jeg svarte ikke noe paa de, jeg."
Er det saadant daarligt Menneske den Søn, siden hun maa
sende Penge til ham, som Professoren ikke ved Noget om?"
"Aa, han er nok ikke daarlig, han er svært vakker, pen aa
raulet; men han er munter a sei, saa han bruker mange Penge,
aa saa kommer han i Gjæl, aa saa tyer han til Mora si da,
skjønner Di vel, for Professoren er naa bare Stefar hans, han,
skjønner Di."
Den unge Dame tog sig pludselig i, at hun nu havde gaaet
for vidt i at underholde sig med Skydsgutten om sine tilkom-
mende Værtsfolks Familieanliggender, og taug derfor stille.
De vare ogsaa nu komne op ad Bakken. Gutten satte sig
igjen bagpaa Karjolen, gav den lilkle blakke Hest er Rap, og nu
gik det raskt nedover, ligetil de kjørte ind i Furumoen. Her
gik atter Hesten noget sagtere. De røde Stammer, de brede,
mørkegrønne Grene, som Aftensolen gjød sit gule Lys udover,
idet det ogsaa kastede enkelte Lyse streif ind paa den sandede
Vei, den alvorsfulde Stilhed, der herskede her, gjorde hende
høitideligere stemt, og en vis Ængstelse betog hende ved nu
virkelig at være saa nær Maalet.
Det forekom hende, som om noget Skjæbnesvangert truede