Vidar 1889,
side 181-206

 
 
pag.181
pag.182
pag.183
pag.184
pag.185
pag.186
pag.187
pag.188
pag.189
pag.190
pag.191
pag.192
pag.193
pag.194
pag.195
pag.196
pag.197
pag.198
pag.199
pag.200
pag.201
pag.202
pag.203
pag.204
pag.205
pag.206

hende. Den sagte Susen i Grenene mumlede om noget, hun
ikke ret kunde forstaa.
Hun blev imidlertid pludselig vakt af sine Drømme og hørte
halv forfærdet Gutten udbryde: "Her ser Di Kjerka."
De kjørte nu hurtigere over det lille aabne Stykke af Exercer-
pladsen og holdt snart udenfor Eker Præstegaards Hoveddør.

Leis Hammer, eller rettere Elsebeth - thi saa hed den unge
Pige - sårang hurtig og let ned af Karjolen; thi Husets Damer
stode allerede i Døren for at modtage hende; hun var nemlig i
længere Tid bleven speidet efter fra Præstegaardens Vinduer -
det var Moder og Datter; Moderen var den Smukkeste af de to
og saa næsten ligesaa ung ud som sin Datter. Hun var ikke
meget høi, men af en rank Holdning, et ovalt, regelmæssigt
Ansigt, med en smuk rød, maaske vel rød, Hudfarve. Hendes
endnu smukke brune Haar var strøget omhyggeligt tilbage og
næsten skjult under en tæt hvid Kappe med krusede Strimler
foran Ansigtet; en mørk, blomstret Katuns Kjole, der var delt
i Trøie og Skjørt. Trøien sad stramt og net om hende, et hvidt
Nettelsdugstørklæde, som var fæstet og foldet smukt over det
høie Bryst, gav hende et meget værdigt Udseende. Datteren,
der holdt sig noget tilbage, var kun at ligne ved en mat Afskyg-
ning af hende. Hun havde en mat, graa Hudfarve, matte, lyse-
blaa Øine. Næsen liden og but, men om Munden laa der et fint
Drag. Hun svarede saa ganske til sit bløde, matte Navn: Mathea
Meier.
Leis Hammer neiede dybt for den ældre Dame, idet hun
fremstammede, at hun antog, at hun stod over for sin Tante.
Damen gjorde en bekræftende naadig liden Hovedforbøining,
idet hun ret venlig rakte hende Haanden til Kys og ønskede
hende velkommen. Hun forestillede sin Datter for hende,
der nu traadte mere frem, neiede forknyt og var strax rede til
med et forlegent venligt Smil at skille Gjæsten ved hendes Overtøi.
Hun blev nu ført ind i Gangen, som det næsten forekom
hende som en Fange mellem sine to Vogtere. Det dunkle Lys,
den svale Luft i den store, nyskurede Gang, bestrøet med Gran-
bar til Helgen, gjorde et eget, dystert Indtryk paa hende, der
var kommen lige ude fra det muntre Sollys.