Vidar 1889,
side 181-206

 
 
pag.181
pag.182
pag.183
pag.184
pag.185
pag.186
pag.187
pag.188
pag.189
pag.190
pag.191
pag.192
pag.193
pag.194
pag.195
pag.196
pag.197
pag.198
pag.199
pag.200
pag.201
pag.202
pag.203
pag.204
pag.205
pag.206

Hun blev ført videre ind i en stor, dunkel Dagligstue, vel
møbleret med simple og gammeldagse Møbler. Aftensbordet
stod allerede dækket, og henpegende derpaa ytrede Professor-
inden at den Reisende vel snart kunde trænge lidt til at leve
af; men hun maatte undskylde, om de kom til at vente lidt, da
Professoren (hun glemte aldrig overfor Fremmede at guve ham
hans Titel) ikke var tilstede. Hun bød hende nu at sætte sig i
Sofaen og satte sig selv ved Siden af hende. Leis Hammer
ønskede inderlig, at Aftenen var gaaet, og haabede, at hun om
Morgenen kunde faa Anledning til alene at liste sig ud i det
Frie.
Der begyndtes nu paa en Slags Konversation, mest ført af
hendes Tante, der begyndte med at spørge efter hendes Sted-
moders Befindende. "Min Søster." vedblev hun, "har meget an-
modet mig om at tage mig moderlig af hende og faa hende
opdraget til en stille (med megen Vægt paa Ordet stille), huslig,
flittig Pige, hun, havde hendes Søster videre skrevet, havde
gjort, hvad hun kunde, men det havde desværre ofte skortet paa
Lydighed."
Leis blev blussende rød, og der kom Taarer i hendes Øine.
Professorinden fortsatte uden at agte derpa:
"En Bydame. som hun, vilde vel finde det stille her i denne
tarvelige Præstegaard; men ved at opfylde sine Pligter vilde nok
Tiden gaa."
Leis Hammers Taarer var nu borte, og hun svarede ikke
uden Vrede i Stemmen og høit rødmende: "at hun var meget
glad i at være i Stilhed. naar hun blot følte, at hun var afholdt;
men det havde ofte skortet paa hos hendes Stedmoder, og
her," - - hun stansede.
"At blive afholdt kommer mest an paa En selv, mit Barn".
svarede hendes Tante noget hvast, men lagde siden noget mil-
dere til: "Jeg haaber dog, at vi skulle komme godt ud af det
sammen."
Leis følte dog Situationen saa pinlig, at hun maatte, hvad
det saa gjaldt, se at komme bort en Stund, og hun kom plud-
selig i Tanker om, at hun matte betale Skydsgutten og faa sit
Tøi ind.
Hun sprang ud i Gangen i heftig Bevægelse og trak Veiret
dybt, da hun følte sig alene. Her blev hun imidlertid mødt af
et ganske eiendommelig Syn. En ældre, temmelig høi, forover-
bøiet, knokkelbygget Mand, i blommet Slaabrok, Nathue og med
en stor bredskygget Halmhar paa Hovedet, kom sjokkende imod