Vidar 1889,
side 181-206

 
 
pag.181
pag.182
pag.183
pag.184
pag.185
pag.186
pag.187
pag.188
pag.189
pag.190
pag.191
pag.192
pag.193
pag.194
pag.195
pag.196
pag.197
pag.198
pag.199
pag.200
pag.201
pag.202
pag.203
pag.204
pag.205
pag.206

Hun traadte ind med et: "Kjære Far, nu maa Du
virkelig komme, vi kan ikke vente længer. Du ved jo, at Elsebeth
Hammer er kommen?"
"Er hun det? Nei, det ved jeg min Tro slet ikke. Du vil
kanske ogsaa, at jeg skal pynte mig?" lagde han forfærdet til.
"Aa nei, det er ikke nødvendigt, hun skal jo blive her som
en af vore egne," og med vel beregnet Taktik førte hun ham
saa lempelig henimod Døren og gik ikke selv ud af den, førend
hun vel havde seet sin Mand foran sig>; men nu fulgte hun ogsaa
uopholdelig efter for at afskjære ethvert Tilbagetog.
I Stuen, som de nu traadte ind i, havde foruden Gjæsten
ogsaa en anden Person indfundet sig. Det var den personelle
Kapellan. En høi. meget smuk Mand, med brune, levende Øine,
brunt, krøllet Haar, der var overladt til sig selv, uden at være
bundet hverken i Pidsk eller Pung. Det var som den frie æste-
thiske Kunst, han følte et indre Kald til at dyrke; det maatte faa
Lov til med Geniets Magt at bane sig, hvad Vei det vilde.
Følelsen af at være Digter og Skjønaand i den prosaiske
Tid gav ham en vis Overlegenhed og meget Selvfølelse.
Han stod allerede i livlig Samtale med den fremmede Dame,
som hans brune Øine hvilede paa med stor Velbehag.
Hun var ogsaa særdeles oprømt og lod til allerede at føle
sig mer hjemme.'
Professoren hilste venligt paa hende og spurgte efter hendes
Moders Befindende.
De satte sig nu tilbords. Hun fik Hæderspladsen ved Pro-
fessorens Side, der n u ikke agtede mere pa hende, men
forsynede sig selv grundigt, af hvad der blev budt om. Fisk,
Kjød, Ost optaarnet sig snart paa hans Talerken, og det lod
til, at han uden Forskjel lod Alt smage sig; thi han mærkede
nu, at hans lange Spadsertur havde givet ham Appetit. Kapel-
lanen derimod, der sad ved hendes anden Side, var meget mere
opmærksom.
Efter en Stunds Forløb blev deres Konversation afbrudt
af Professorens tynde, lidt snøvlende, men ikke uvenlige Stemme:
"Saa, hun tænker at slaa sig ned hos os, min unge Dame; det
var at ønske, at hun ikke vilde finde det for kjedeligt. Hvad
er nu hendes Fornavn, om jeg tør spørge?"
Jeg heder egentlig Elsebeth; men jeg vil helst hede Leis,
som min Moder kaldte mig."
"Det skal nog være engelsk." sagde Professorinden ikke
uden en vis Spydighed. "Elsebeth ved jeg dog var din Bedste-