Vidar 1889,
side 181-206

 
 
pag.181
pag.182
pag.183
pag.184
pag.185
pag.186
pag.187
pag.188
pag.189
pag.190
pag.191
pag.192
pag.193
pag.194
pag.195
pag.196
pag.197
pag.198
pag.199
pag.200
pag.201
pag.202
pag.203
pag.204
pag.205
pag.206

moders Navn, og hun var saa god en Kone som nogen engelsk
Dame. Der var maaske for meget Engelsk i min Svogers Hus",
mumlede hun halvhøit.
Leis rødmede dybt og slog Øinene ned. Af Kapellanen fik
Professorinden et lynende Blik, og selv Professoren saa noget
misbilligende hen til sin Kone.
"Engelske eller ikke Engelsk, mit Barn", snøvlede han frem,
"er det smukt, at hun vil kaldes ved det Navn, hun hørte af sin
Moders Mund."
Leis saa taknemmelig op til den gamle Mand og mødte hans
matte, blaa Øine, der saa venlig ned paa hende, - men pludse-
lig gjøs hun tilbage for ham; thi pludselig hoppede et Dyr op
paa Professorens Fang, som saa saa vildt ud med gnistrende
gule Øine; men hvad Slags det var, kunde hun ikke begribe;
thi det havde baade noget af en Kat og en Hund ved sig.
"Hun har nok ikke seet en saadan Kat før", sagde Profes-
soren, idet hans brede Mund formede sig til et godmodigt
Smil.
"Saa, det er en Kat, det ligner ligesaa meget en Hund."
"Hun ser nok ikke rigtigt for Frygt; men se nu her." Han
strøg Katten langs nedad Ryggen med den ene Haand, medens
hans holdt dens Hoved iveiret med den anden. "Er nu dette et
Hundefjæs?" og han lo saa smaat.
Nei, nu ser jeg nok, at det er en Kat", sagde hun, idet
Kattens gule Øine med de smale sorte Striber stirrede ondskabs-
fuldt paa hende; "men den ser saa vild ud, jeg har aldrig seet
saadan Kat før", og hun trak sig endnu noget længere tilbage.
"Det tror jeg noj, det er ogsaa en Vildkat, skal jeg sige
hende, og det er en stor Sjeldenhed. Man har endog villet paa-
staa, at den ikke fandtes i Norge; men nu har jeg Beviset i
Hænderne", og hans brede Haand strøg den atter kjærligt over
Ryggen.
"Nu skal jeg strax skrive en Afhandling derover." Disse
sidste Ord henvendte han til Kapellanen. "Jeg har alle Kjende-
mærkerne paa en ægte Vildkat. Hovedet er fladtrykt, Halsen
er lang og tyk, og se, her er de to sorte Striber, en for og en
bag Øret. Det er ellers mærkværdigt",vedblev han, stadigt
henvendende sig til Kapellanen, der kun nødtvungent, lod det
til, fæstede sin Opmeærksomhed paa Professorens Tale, "det er
ellers ganske mærkværdigt, at der slet Intet forekommer om
Katte i det gamle Testamente. Vi kunde næsten betvivle, at
Israels Børn have kjendt dette nyttige og hyggelige Husdyr,