Vidar 1889,
side 181-206

 
 
pag.181
pag.182
pag.183
pag.184
pag.185
pag.186
pag.187
pag.188
pag.189
pag.190
pag.191
pag.192
pag.193
pag.194
pag.195
pag.196
pag.197
pag.198
pag.199
pag.200
pag.201
pag.202
pag.203
pag.204
pag.205
pag.206

dersom det ikke hændelsesvis omtales hos Baruch Kap.21. Man
tror rigtignok, at vilde Katte nævnes hos Profeten Esaias; men
det er ganske uvist. Vor Bibeloversættelse slipper meget nemt
fra Sagen; thi den verterer ikke Ordet, men lader det løbe.
Naar det hede loco citato: "Men Ziim skal ligger der, og deres
Huse skulle være fulde af Ohim", slippe de meget let fra det."
Kapellanen var ganske enig med ham.
"Naar ville dog engang", vedblev Professoren, der nu var
kommen ind paa et af sine Yndlingsthemaer, "viri cruditione
præditi forbarme sig over vore ulærde Bibellæsere! Det vil vel
i mange Aar blive et pinum desiderium."
Katten, der nu, som Kapellanen, begyndte at kjede sig ved
Professorens Tale, sprang over paa Leis' Fang; hun veg forfær-
det tilside og skreg høit op. Kapellanen for op og bad om at
maatte jage Dyret ud, da det generede den unge Dame. Leis
sendte ham et taknemmeligt Blik, der hverken undgik Professor-
inden eller Mathea; den Sidste blev noget blegere, end hun før
havde været.
Professoren rystet smilende paa Hovedet. "Det nytter ikke,
kjære Ven, det nytter Dem aldeles ikke; jeg kjender "Sylvis",
De faar hende ikke ud, saalænge jeg sidder her; men da jeg nu,
som de homeriske Helte, har styret min Lyst til Mad og til
Drikke, vil jeg ligesaa godt gaa til mine Studeringer igjen; men
fortsæt I jeres Maaltid og vel bekomme, og efter en kort, sagte
Bordbøn luntede han afsted med "Sylvis" paa Armen, som han
kjærligt strøg langs henad Ryggen.
"Affekteret Opstuds", fremmumlede Professorinden rød i
Hovedet, og hverken Maaltidet eller Samtalen fortsattes stort
længere. Leis Hammer blev atter placeret i Sofaen med sin Tante
ved Siden af sig, og skjønt Kapellanen et Par Gange søgte at
nærme sig, blev han strax slaaet tilbage af den gode Dame, der
ikke lod ham komme til Orde, men udbredte sig omstændelig
til den unge Tilhørerinde om Besværligheden ved at drive en
saa stor Landhusholdning, især naar man ingen Støtte og Hjælp
havde hos sin Mand.
Leis svarede pligtskyldig, "ja hvor besværligt", engang imel-
lem, men kunde ikke undertrykke en liden Gaben nu og da.
Hendes Tante følte omsider lidt Medlidenhed med hende -
eller sig selv; thi hun reiste sig endelig og sagde til Mathea, at
da det saa ud til, at Elsebeth var træt, var det bedst, at hun
fulgte hende op paa hendes Soveværelse.