Vidar 1889,
side 181-206

 
 
pag.181
pag.182
pag.183
pag.184
pag.185
pag.186
pag.187
pag.188
pag.189
pag.190
pag.191
pag.192
pag.193
pag.194
pag.195
pag.196
pag.197
pag.198
pag.199
pag.200
pag.201
pag.202
pag.203
pag.204
pag.205
pag.206

Leis reiste sig hurtigt, maaske vel hurtigt. Tanten ønskede
hende derpaa ganske venligt "Godnat, og at hun maatte sove
vel i de fremmede Omgivelser."
Mathea fulgte hende opad den store, mørke Trappe og
henad en lang Gang til et lidet, venligt Gjæsteværelse, som hun
til sin Glæde saa, at hun ikke skulde dele med nogen Anden.
Mathea vilde strax forlade hende; men Leis holdt hende
venligt tilbage.
"Sig mig Du, som ser saa oprigtig og god ud, sig mig
Sandheden: er jeg en meget uvelkommen Gjæst for din Moder?"
"Det skulde gjøre mig ondt, om vi skulde have gjort det
Indtryk paa Dig. Min Moder har bestræbt sig meget for, at det
skulde blive godt for Dig her, og har selv ordnet alt paa Dit
Værelse; men hun føler sig altid ilde tilmode de første Dage,
hun har modtaget en Fremmed i sit Hus; hun tror ogsaa, at
det er hendes Pligt at formane og rette lidt paa os unge Piger",
svarede Mathea med et svagt Smil.
"Men har hun ingen Fordom imod mig? Jeg kunde ikke
frigjøre mig for den Tanke."
"Fordom, hvorfor skulde hun have det?"
"O, jeg troede maaske - min Stedmoder - "
"Tro ikke formeget nu. Du er træt, og her ser lidt mørkt
og skummelt ud i denne sildige Sommeraften", svarede Mathea,
selv med et træt og noget melankolsk Smil. "Godnat! Imor-
gen skal Du se, at Solen skinner ind til Dig, og Du vil finde
Alt anderledes. Moder vil Dig kun alt Godt, efter hendes egen
Formening da."
"O! tilgiv mig, jeg kan ikke have nogen Fordring paa hen-
des Godhed. Jeg vil blot saa gjerne, at hun skal synes lidt
godt om mig. Det er imellem, som jeg hungrer efter Kjær-
lighed."
Hun rystede sine brune Lokker tilbage fra sit varme Ansigt,
slog pludselig Armene om Mathea og gav hende et Kys.
Mathea trak sig lidt frygtsomt tilbage og viklede sig ud af
hendes Omfavnelse; hun saa dog venlig op paa hende, idet hun
sagde med et lidt vemodigt Tonefald; "Taler Du om at hungre;
Alle, som ser Dig, elsker Dig jo, selv Fader saa mer end almin-
deligt venligt hen til Dig, og Du saa vel -"
"Hvad saa jeg, Kapellanen mener Du"; hun slog op en høi
Latter.
"Alle maatte vel lægge Mærke til det."
"Tror Du, din Fader saa det?" og hun lo igjen.