Vidar 1889,
side 181-206

 
 
pag.181
pag.182
pag.183
pag.184
pag.185
pag.186
pag.187
pag.188
pag.189
pag.190
pag.191
pag.192
pag.193
pag.194
pag.195
pag.196
pag.197
pag.198
pag.199
pag.200
pag.201
pag.202
pag.203
pag.204
pag.205
pag.206

"O, nei, han ser intet Saadant; men lad os ikke mere tale
om det", og der var en svag Bæven i hendes Stemme, hun
stod med Dørgrebet i Haanden og vilde hurtigt smutte ud;
men Leis tog hende rundt om Livet, dreiede hende mod Lyset,
kyssede hende igjen og sagde kort Godnat.
Mathea skyndte sig noget forvirret ud, ikke tilfreds med sig
selv, og heller ikke ganske med sin nye Kusine. Hun havde
bragt hende ud af hendes sædvanlig stille, resignerede Ligevægt,
og dette pinte hende. En Følelse af Uvillie steg op i hende, og
hun ønskede, at hn aldrig var kommen i Huset, medens hun
paa samme Tid følte sig tiltrukken af hendes aabne, kjærlige
Væsen. Det endte med, som det gjerne gik hos hende, at
hun bebreidede sig selv Kulde og Egenkjærlighed, og nogle bitre
Taarer faldt fra hendes Øine, indtil hun endelig, træt af sig selv
og Dagen, faldt i Søvn.
Leis Hammer derimod hengav sig ikke til nogen saadanne
bitre Bebreidelser, hun var fuld af Ungdomsmod og Liv og hen-
gav sig hurtigt til Øieblikkets Indtryk.
Hun lukkede Vinduet op og saa ud i den stille dæmrende
Sommernat, medens hun lod Aftenvinden sagte stryge sig om
Kinden.
"Hvad hvisker Du om, Du milde Vind? Hvad drømmer Du
om, Du slumrende Natur? Er det om Kjærlighed? Jeg elsker
ogsaa, men vær ikke bange, Mathea, imorgen skal Du faa det
at vide." Hun stod længe i Tanker ved Vinduet. "Her er i
Grunden saa hjemligt og trygt, nu føler jeg mig saa glad" - og
saa gik hun til Hvile

 

Morgendagen - Søndag Morgen - holdt, hvad Mathea
havde lovet. Den steg klar og frisk frem, som en Søndag Mor-
gen i Juni Maaned bør gjøre. Træer, Buske, Blomster inddrak
Solens Straaler og sendte sin Vellugt tilbage som Tak. Lilie-
konvallerne sprang ud, Hæggen blomstrede, i Haven summede
Humlerne om de smaa, bleggrønne, svagt duftende Blomster-
rakler paa Ribs-og Stikkelsbærbuskene. Syrenerne bøiede sig
under sin violette Byrde næsten ned imod Pintselilierne.
Hvad Leis havde drømt eller ikke drømt, saa hun den Mor-
gen glad op imod Morgenhimlen, børstede og krøllede sit brune