Vidar 1889,
side 181-206

 
 
pag.181
pag.182
pag.183
pag.184
pag.185
pag.186
pag.187
pag.188
pag.189
pag.190
pag.191
pag.192
pag.193
pag.194
pag.195
pag.196
pag.197
pag.198
pag.199
pag.200
pag.201
pag.202
pag.203
pag.204
pag.205
pag.206

Haar, tog sin hvide Cambridges Kjole frem, glattede paa Knip-
lingerne om Halsen og de korte Pufærmer.
Hun saa sig fornøiet i Speilet, da hun havde taget den paa,
knyttede det blaa Livbaand med en rask Sløife paa den ene
Side, tog et blaat Perlebaand om Halsen, saa sig endnu en Gang
i Speilet og nikkede vel tilfreds med sig selv. Da slog Kirke-
klokkerne med en Gang i, dumpt, alvorlig manende, og derpaa
strømmede de ud i den blaa Luft, opfyldende den med snart
dybere, snart høiere Malmtoner. Slag fulgte paa Slag uden
Stands. Hun tog sig sammen; et større Alvor bredte sig ud
over hendes Ansigt, og med et: "I Jesu Navn" gik hun stille
ned over Trapperne.
Kapellanen sad ved sin Morgenthe, som Mathea havde
iskjænket for ham, da Leis lydløst traadte ind. Han reiste sig
saa hurtig, at han spildte sin The paa Dugen, for snarest muligt
at bringe hende en Stol og sige hende Godmorgen. Han sagde
tillige noget usammenhængende Tøv, om at Solen blændede
hans Øine, og, som der gaar en Skjælven gjennem Naturen,
naar Solen staar op, saa gik det ogsaa ham ved hendes Ind-
trædelse.
Leis smilte let, tog den tilbudte Stol og hilste paa Mathea
med et venligt Nik, idet hun modtog den iskjænkte Thekop.
Mathea, der i en lyserød, stribet Ginhams Kjole, meget
vasket og lidt falmet, saa endnu blegere ud end igaar, spurgte
hende med en nervøs Trækning om Munden, om hun havde
sovet godt.
"Udmærket! - og idag er det saadan en deilig Morgen, jeg
glæder mig rigtig til at gaa omkring i Haven og i Skoven."
"Men først maa De i Kirke, min lille Jomfru, og høre en
god og lang Prædiken af vores kjære Professor", indvendte
Kapellanen, med lidt ironisk Tonefald.
"Lange Prædikener holder jeg ikke af, jeg kommer saa let
i andre Tanker. Prædikener bør være varme, følelsesfulde og
korte. Saaledes maa De prædike, dersom De ønsker, at jeg skal
høre paa Dem."
"Naar De bliver min Tilhører, vil jeg ikke mangle Varme.
Jeg skulde ønske meget at kunne have prædiket idag; men den
Gamle vilde nu engang prædike selv, og saa maa man resignere,
naar man føler sig mest oplagt." Et let Skuldertræk fulgte med
Ordene. "Min maade er at lade mig rive med af Stemningen,
og om jeg tør tro Enkelte, maaske Smigrere, er det ikke uden
Virkning paa Tilhørerne. Jeg tilhører nu", fortsatte han, med