Vidar 1889,
side 181-206

 
 
pag.181
pag.182
pag.183
pag.184
pag.185
pag.186
pag.187
pag.188
pag.189
pag.190
pag.191
pag.192
pag.193
pag.194
pag.195
pag.196
pag.197
pag.198
pag.199
pag.200
pag.201
pag.202
pag.203
pag.204
pag.205
pag.206

synlig Lyst til at tale om sig selv, "en nyere Tyd, der ikke bryder
sig saa meget om den støvede Lærdom; det varme, bankende
Menneskehjerte vil gjerne høre sit eget Slag, og de naturlige
Følelser, der saa længe have været tilbagetrængte, kræve sin
Ret, de stive Dogmer har det aldrig ret sympathiseret med. Jeg
har ogsaa taget mig den Frihed at gjøre dette indlysende for
den lærde Professor; men han er nu" - og atter et Skuldertræk
- "en gammel Mand, saa man ikke kan vente, at han skal for-
andre sine Anskuelser."
Mathea, der havde faaet et mere og mere nervøst Udtryk i
sit Ansigt, svarede ikke uden en vis Heftighed i Stemmen og
Noget, der lignede Rødme i Kinderne: "Faders Prædikener kunne
maaske undertiden være vel lange og noget tørre; men jeg kan
dog godt følge dem, og jeg kan altid mærke, at hans oprigtige
og sandhedskjærlige Sind staar bag hans Ord."
Kapellanen saa forbauset paa hende; han var ikke vant til
at høre nogensomhelst Oppositionsytring af den stille, graa Pige,
der saa omhyggelig sørgede for hans Velbefindende, og her følte
han ligesom en Braad i Ordene.
"At den nye Tid ikke ganske kan forstaaes af den gamle,
bør dog ikke forundre Nogen", sagde han derpaa medlidende.
"Deri ligger det ikke", svarede Mathea med et dybt Alvor.
"Min Fader sætter ikke det naturlige Menneskjehjerte saa høit
som De, og deri tror jeg, det ligger, at I ikke forstaa hinanden;
men han elsker varmt det, som er høiere og bedre. De faar nu
kalde det gamle tørre Dogmer, eller hvad De vil."
Hun rødmede dybere, eftersom hun talte, og der laa Noget,
der lignede en glad Frigjørelse, over hende.
Kapellanen derimod følte sig ubehagelig berørt, han kunde
ikke længere indtage sit overlegne Standpunkt og havde derfor
ikke Lyst til at fortsætte Samtalen længere. Han reiste sig med
en Beklagelse over, at han ikke længere kunde nyde Damernes
Selskab, da han skulde hjælpe til ved Kommunionen.
Leis saa forundret hen til Mathea. Hun havde ikke rigtig
forstaaet hende og kjendte hende ikke rigtig igjen; men da hun
talte til hende om, hvor flink hun var til at modsige Kapellanen,
svarede hun ikke derpaa, men spurgte hende med sin sædvan-
lige bløde, midle Stemme, om hun ikke vilde gaa lidt ud i
Haven, da det vilde tage længere Tid med Skriftemaalet.
Hvor friskt og skjønt var ikke Alt derude! Leis inddrak den
af Blomsternes Vellugt opfyldte Luft i dybe Drag; hun sprang
henad de nyskyflede Gange med lette, næsten dansende Trin,