Vidar 1889,
side 181-206

 
 
pag.181
pag.182
pag.183
pag.184
pag.185
pag.186
pag.187
pag.188
pag.189
pag.190
pag.191
pag.192
pag.193
pag.194
pag.195
pag.196
pag.197
pag.198
pag.199
pag.200
pag.201
pag.202
pag.203
pag.204
pag.205
pag.206

snart brydende en Syren, snart en Pintselilie, der var Overflod
nok, hun viftede sig med dem og begyndte at synge, da hun
ved en Bøining af Gangen stod ligeoverfor sin Tante, der med
Hat og Schawl paa og Salmebog i Haanden sagde hende et
noget stramt "Godmorgen". Leis neiede hurtig for hende, blev
rød og saa ikke ret behagelig overrasket ud; hun fik dog frem-
stammet et "Godmorgen!" igjen; men Mere blev det ikke.
Professorinden sagde ogsaa kun i en høitidelig Tone, at nu
skulde de gaa i Kirke, saa hun og Mathea maatte tage sit Tøi
paa hende og følge hende. Med Mathea talte hun noget i en lavere
Tone, hvoraf Leis kun opfangede: "Stegen saa liden ud i Panden
- og antog, der ingen kom denne Søndag."
De gik derpaa med stille, afmaalte Skrift og Salmebogen i
Hænderne den korte Vei, der førte til Kirken.
Her mødte de en Kusk kjørende en tom Kaleschevogn.
Han stansede Hestene og tog til Huen, da han saa dem, og
spurgte, "om han kunde sætte Hestene ind paa Prestegaards-
stalden, da Fogdens havde tænkt sig til Prestegaarden idag."
De skulle være velkomne, værsaagod og sæt Hestene ind",
svarede Prestefruen med en Stemme, hun søgte at gjøre venlig.
Til Mathea hviskede hun: "at hun maatte gaa tilbage og bede
Pigen ogsaa at lægge Bogen i Panden."
Mathea skyndte sig afsted og kom snart tilbage igjen; men
det Suk, som undslap hendes Moder, forstod hun altfor godt.
I Prestestolen havde Fogdens allerede indtaget sine Sæder.
Det var Fogden med Frue, de 2 Smaagutter og den halvvoxne
Datter. "5 i Alt", talte Husmoderen.
Gjæster og Vertinde nikkede taust til hverandre; til Fogdens
Frue blev hvisket et sagte: "Velkommen!" men mere tillod ikke
Stedets Hellighed. Fogdens Frue vilde dog endelig bytte Plads
og faa Professorinden til at sidde fremmest; men en alvorlig af-
værgende Gestus fik hende til at sætte sig igjen.
Klokkeren istemte nu Indgangssalmen. Som en uafhængig
Karakter lod han snart Orgelakkompagnementet langt bag sig
og tilsatte lange Tremulanter, hvor han fandt for godt; Menig-
heden fulgte hans Exempel, og nogle gamle Koner vilde endog-
saa i den Henseende gjøre ham Rangen stridig. De sang dog
med megen Inderlighed og følte sig ialfald selv opbyggede
derved.
Da Presten saa kom paa Prædikestolen, havde han heller
ikke megen udvortes Anseelse; hans Bevægelser vare keitede,
hans Stemme var tynd og gik let over i Fisteltonen.