Vidar 1889,
side 181-206

 
 
pag.181
pag.182
pag.183
pag.184
pag.185
pag.186
pag.187
pag.188
pag.189
pag.190
pag.191
pag.192
pag.193
pag.194
pag.195
pag.196
pag.197
pag.198
pag.199
pag.200
pag.201
pag.202
pag.203
pag.204
pag.205
pag.206


taaler Heller ikke Skorstensilden. Pram siger ogsaa, naar jeg
nødes til at tage i med selv: skaan din Hud, Bolette, den taaler
ikke dette."
Leis kunde ikke fordrage hende; hun begyndte næsten at
synes om sin Tante, og hun blev glad, da hun saa Professoren
komme sjokkende ind i sin gamle Prestekjole, som var for sid
foran, og som han Boldt meget ubehændigt op for ikke at
snuble i den. Han saa anstrengt ud, men hilsede dog venlig,
om end lidt aandsfraværende paa Fogedfruen.
"Tillad mig at takke for Professorens lærde og grundige
Prædiken idag", sagde hun med en komplimentøs Forbøining.
Hans vandblaa Øine fæstede sig alvorligt forskende paa
hende, og med et træt Suk snøvlede han frem: "Jeg har for­
modentlig tættet Fruen ; jeg er et daarligt Redskab baade til
at oprive den haarde Jordbund og til at saa en god Sæd.»
"Ak Gud, hvor kan Professoren sige saadant, De sætter Dem
selv for lavt. det siger jeg altid."
Professoren gjorde et keitet Buk og forlod Værelset, efter
at have faaet en indstændig Anmodning af sin Hustru om snart
at komme tilbage igjen, forat man ikke skulde vente for længe
med Middagen.
Denne Gang fulgte han virkelig Anmodningen.
Fogden indfandt sig ogsaa; han og Smaagutterne havde
taget sig en Tur omkring i Gaarden og Haven og nøie under­
søgt alle Ting.
Kapellanen kom, hilsende med megen Artighed til Gjæsterne
i Almindelighed. Stegen kong ind, og Alle satte sig med stor
Beredvillighed til Middagsbordet.
Efter Bordbønnen var der en kort Tid Stilhed. Stegen
blev budt om, selv Fogdens Frue, der blev budt først, spiste
de første Stykker i Taushed, og det varede en Stund, inden hun
atter begyndte paa sine Komplimenter.
Kapellanen havde ikke engang et skjønt Ord at sige til sin
Sidedame Leis, før hans Talerken var saa temmelig opfyldt af
nøgne Ben.
Fru Pram syntes dog nu, at det ikke var passende og over­
ensstemmende med god Tone, at Tausheden skulde vare læn­
gere. Hun indledede derfor en Konversation med Professoren
ved at spørge efter Husets Søn, "den smukke Løitnant".
«Binde hans Officerspligter ham endnu til Christiania, eller
tør man ikke gjøre sig Haab om snart at se ham her?»
Professoren erindrede ikke saa ganske nøie, naar de sidst