Vidar 1889,
side 181-206

 
 
pag.181
pag.182
pag.183
pag.184
pag.185
pag.186
pag.187
pag.188
pag.189
pag.190
pag.191
pag.192
pag.193
pag.194
pag.195
pag.196
pag.197
pag.198
pag.199
pag.200
pag.201
pag.202
pag.203
pag.204
pag.205
pag.206

havde hørt fra ham, og saa hen til sin Hustru for at faa Hjælp
af hende. Hun svarede noget undvigende, at de haabede, at
han nu snart kunde faa Perrmission.
Kapellanen begyndte ogsaa nu at tale i en halv dæmpet
Tone til sitt Sidedame, hvoraf dog Fru Pram kun kunde opfange
enkelte Ord og løsrevne Sætninger, som: Skjønhedens Aaben­
barelse - Naturens Mesterværk - Kvinden var Mandens gode
Genius - osv.
Professoren spiste og spiste og vidste ikke rigtih, hvad han
lagde paa sin Talerken; kun ansaa han det altid for sin Pligt
at forsyne sig, naar et Fad blev budt om. Han talte imidlertid
af og til med Fogden om Bygdens Affærer, om, at Aaret teg­
nede godt, og svarede ellers adspredt, naar Nogen henvendte
Talen til ham.
Mathea gik omkring og forsynede Alle og saa altid, naar der
fattedes En et eller Andet, forsynte Smaagutterne med store
Portioner af Rødgrøden, men var bleg og stille.
Efter Bordet listede Professoren sig strax op paa sit Værelse.
Fogden hagede sig fast i Kapellanen, som derfor, saa nødig han
vilde, maatte lade de to unge Piger skjøtte sig selv. Fruerne
placerede sig i den haarde Sofa i den store, kolde Storstue, sade
der ranke og stive, skjønt de begge kjæmpede med Søvnen,
gave hinanden nu og da en liden skjult Stikpille mellem den
konventionelle Konversation, der dog kun var at betragte som
en lider Stimulans.
Endelig blev Kaffebrættet baaret ind af en Pige.
"Hvor er Mathea?" spurgte Professorinden skarpt. Hun
var i Grunden saa træt af sin Gjest, at hun inderlig ønskede
Afløsning.
De sitter i Lyshuset Allesammen, Fogden og Kapellanen
og begge Jomfruerne. Jeg skulde hilse og sie, at Kapellanen
helst vilde ha Kaffeen derude i den skjønne Natur, sa'e han,
og ikke i den kvalme Stue, og saa gik Jomfru Mathea og
hented den, og bad mei gaa ind med Brette til Dere. De var
saa muntre saa, og Fogden spøgte med mei han, jamen gjorde
han saa."
Begge Fruerne bleve stramme og røde.
"Hvad skal det betyde?" sagde Professorinden strengt. "Bed
Jomfru Mathea strax komme ind og skjænke Kaffe, og faa saa fat
i Professoren." Pren gik.
Fru Pram rettede sig end mere, tilkastende sin Naboerske
et medlidende Blik.