Vidar 1889,
side 181-206

 
 
pag.181
pag.182
pag.183
pag.184
pag.185
pag.186
pag.187
pag.188
pag.189
pag.190
pag.191
pag.192
pag.193
pag.194
pag.195
pag.196
pag.197
pag.198
pag.199
pag.200
pag.201
pag.202
pag.203
pag.204
pag.205
pag.206

Han bliver vel anmassende den unge Kapellan, forekommer
det mig, og nu denne forfløine Byskjønhed, jeg beklager Dem
virkelig."
Professoren havde denne Gang været ualmindelig hurtig til
at efterkomme Anmodningen og kom ind i Følge med Mathea,
hvilket var noksaa beleiligt for hende; hun slap derved for videre
Tiltale, men fik kun et alvorligt Blik fra sin Moders Øine.
En Kop Kaffe fristede altid Professoren, og naar han havde
faaet den, var han oplagt til en Passiar, især en Søndag Efter­
middag, hvor han hvilede ud efter Prædikenen; men det lod ikke
til, at Fruerne idag vilde skjænke ham noget velvilligt Øre,
skjønt han udbredte sig over Kaffeens oplivende Virkninger;
og, at han troede den med Tiden vilde faa stor Udbredelse, at
Bønnerne længe havde været benyttede til en oplivende Drik i
Arabien, deres Hjemland. men først i Middelalderen var bragte over
Tyrkict til Europa - han troede ved en Læge --, vakte aldeles
ingen Interesse hos Tilhørerinderne.
Fru Pram saa ofte ud af Vinduet, og da det nogenlunde
kunde gaa an, ymtede hun om, at det skulde være hyggeligt
at se, "hvor deiligt vist Alt stod i Prestegaardshaven". Egent-
lig vilde hun nok have et Øie med, hvad der foregik i Lyst­
huset. Fogden havde heller ikke den Aversion for letsindige,
unge Piger, som hun syntes, at han burde.
Professorinden fulgte strax Vinket, og de begave sig ud i
Haven. Mathea fulgte bagefter, og da Professoren havde drukket
den sidste Draabe og betænksomt lagt Theskeen over Koppen, kom
ogsaa han i Tanker onn at gjenoptage sin forsømte Værts­
pligt imod Fogden.
Da Fruerne kom henimod Lysthuset, hørte de livlig Passiar,
Leis's Latter, Fogdens ironiske, tørre og Kapellanens dybere,
blødere Stemme, begges dog stemte i en Tonart høiere end
sædvanligt.
Fru Pram kastede et megetsigende Blik hen til Professor­
inden.
Da de traadte ind i Lysthuset, som to mørke Skjæbne­
gudinder, stilnede Samtalen, Fogden reiste sig strax galant for
at byde Damerne Plads. Leis sprang op, tog uden videre
Mathea under Armen og løb med hende nedad Havegangen,
saa hurtig, at de næsten havde løbet den uskyldige og intet
Ondt anende Professor omkuld, der kom ganske sagtmodig lun­
tende med Sylvis i Hælene paa sig.
"Kom, Mathea!" hviskede Leis, "kom, lad os løbe langt bort,