Vidar 1889,
side 181-206

 
 
pag.181
pag.182
pag.183
pag.184
pag.185
pag.186
pag.187
pag.188
pag.189
pag.190
pag.191
pag.192
pag.193
pag.194
pag.195
pag.196
pag.197
pag.198
pag.199
pag.200
pag.201
pag.202
pag.203
pag.204
pag.205
pag.206

nu er jeg saa kjed og lei baade af Fogden og Kapellanen. Huf!
hvor jeg er træt af at sidde og tøve og væve med dem."
"Du! Jeg troede, Du morede Dig, Du har spøgt og leet
den hele Tid."
"Troede Du det?" og hun efterabede Matheas bløde, betænk­
somme Stemme. "Nei, deri tager Du feil, der er meget, saa
betænksom som Du er, som Du dog tager feil i."
"Sig mig hvori?"
"Idet" og hun hviskede hende Noget i Øret. "Nei, Ka­
menernes Yndling, den følende Skjald, er ikke noget for mig,
han kan fremsige saa mange smukke Vers, han vil, det er
muntre, kjække unge Mænd, som jeg synes om, som ikke blot
have det i Ordet, men ogsaa ville handle. Din Kapellan er en
stor Egoist, skal jeg sige Dig."
«Det er ikke min Kapellan.»
"Det kan blive", og Leis slog op en drillende Latter.
"Spøg ikke med dette idag, Leis, det gjør mit Hjerte ondt.
Jeg skal sige Dig Noget, men lad os gaa dybere ind i Skoven."
De gik længere ind og satte sig lidt afsides fra Veien under
en stor Furu.
"Nu", sagde Leis.
"Nu, hvad jeg vilde sige var", - og Mathea slog Øinene ned,
og en dyb Rødme bedækkede hendes blege Ansigt - "jeg har
altid i mit Inderste vidst, at jeg aldrig kunde blive Noget for
ham; men naar han med sin smukke Stemme citerede Digte af
stor Skjønhed og altid henvendte sig til mig og ved de smuk­
keste Steder altid saa paa mig med et saa varmt Blik, blev jeg
saa varm om Hjertet, og jeg syntes, han var saa smuk, og jeg
gik jo ellers saa alene, og talte han saa nogle venlige Ord til
mig, kunde jeg leve længe af dem, og saa kunde noget uende­
lig Frydefuldt glide ind i min Sjæl; men da jeg igaar saa, hvor­
ledes han kunde være, naar han var forelsket - thi han er for­
elsket i Dig, Leis, - le ikke -, faldt der Skjæl fra mine Øine,
og idag er der kommet Noget til, idag har jeg følt Noget, som
at det Bedste hos mig ikke vilde føle sig tilfredsstillet ved ham.
Kan Du forstaa mig?"
"Aa, kanske ikke saa ganske; men at Du er meget bedre
end han, det forstaar jeg godt", og Leis tog hende om Livet
og kyssede hende. "Nu vil jeg ogsaa fortælle Dig Noget; men
lad os gaa endnu længere ind i Skoven." De gik ogsaa en
Stund og drev omkring der uden at sige Noget. Endelig sagde
Leis: "Jeg er i Grunden forlovet."