Vidar 1889,
side 181-206

 
 
pag.181
pag.182
pag.183
pag.184
pag.185
pag.186
pag.187
pag.188
pag.189
pag.190
pag.191
pag.192
pag.193
pag.194
pag.195
pag.196
pag.197
pag.198
pag.199
pag.200
pag.201
pag.202
pag.203
pag.204
pag.205
pag.206

brændte en Æggekage, og nu vilde hun stege selv, da hun netop
fik se, at jeg modtog et Brev; hun saa ogsaa, at jeg blev rød
og vilde skjule det; men pludselig rev hun det fra mig, kastede
det paa Ilden og sagde, at saadanne Historier skulde vi ikke have
Noget af."
"Fik Du ikke se hans Navn?"
"Nei, ikke et Ord. Jeg tror næsten, at Moder angrede det
siden, at hun havde været saa overilet; thi hun vilde endelig
vide, hvem Brevet var fra; men jeg kunde med Sandbed sige,
at jeg ikke vidste det; hun saa jo selv, at jeg ikke fik Tid til
at aabne det. Kort efter fik hun det imidlertid meget travlt
med at korrespondere med Tante, og Følgen blev, at jeg skulde
komme hid og lære Landhusholdning. Hvordan tror Du, det
vil gaa med Tante og mig?" Og hun brast ud i en liden mun­
ter Latter.
"Jeg tænker, det vil gaa bedre, end Du tror, naar I lærer
hinanden bedre at kjende."
«Gid, Du spaaede sandt; jeg vil i Grunden saa gjerne, at
Tante skal synes om mig. Men kom nu, lad os gaa lidt mere
om her i denne deilige, friske Skov." Hun reiste sig og tog
Mathea om Livet og gik først rolig, siden begyndte hun at
svinge 'Mathea behændig rundt de gamle Stammer paa de glatte
Barnaale; der blev Latter og Sang paa en Gang ; Mathea lod sig
drage med, da de pludselig stansede ved at høre Skridt bag
sig. Mathea vendte sig hurtig og udbrød: "Min Broder!" -
Leis sagtere: "Det er---" Længere kom hun ikke, da en ung
Mand sluttede hende i sine Arme.
Mathea udraabte forfærdet: "Hvad vover Du!" men blev ikke
paaagtet, og hun hørte kun enkelte Ord som "Har jeg endelig
fundet Dig - nu maa Intet skille os." Der gik et Lys op for
hende, hendes Broder og Leis's Beiler var en og samme Person.
Hun trak sig beskedent længere tilbage i Skyggen og over­
lod de Elskende en Stund til sig selv, men tænkte dog, hvad
vil Moder sige til dette?
Endelig huskeile de paa Mathea, og der blev nu en Udvex­
ling af Tilstaaelser og Forklaringer. De satte sig alle tre paa
Stubberne af nogle omhugne Træer. Solen begyndte allerede at
synke lavt mod Horizonten som Aftenen i Forveien, da Leis
kjørte gjennem Skoven, og det var hende, som hun nu forstod,
hvad Tæerne havde hvisket om, at hun skulde sidde glad og
lykkelig med sin Elskedes Haand i sin, - det var det, de havde
hvisket om.