Vidar 1889,
side 181-206

 
 
pag.181
pag.182
pag.183
pag.184
pag.185
pag.186
pag.187
pag.188
pag.189
pag.190
pag.191
pag.192
pag.193
pag.194
pag.195
pag.196
pag.197
pag.198
pag.199
pag.200
pag.201
pag.202
pag.203
pag.204
pag.205
pag.206

"Men hvor Du forskrække os", udbrød Mathea, «hvor kom
Du egentlig fra?"
Jeg kom ridende fra Drammen ; ser Du ikke, min Hest staar
bunden derhenne; men da jeg skimtede noget Hvidt mellem
Træerne, steg jeg hurtig af ; thi en glad Anelse sagde mig, hvem
det var, og et skjønnere Syn har jeg ikke seet end Eder, dan­
sende mellem Træerne, og han saa henrykt hen paa sin Elskede.
De lo Alle.
Mathea for endelig forskrækket op, hun havde rent glemt
sine Pligter. Hun vilde skynde sig hjem, da hun pludselig stod
Ansigt til Ansigt med sin Moder og Fru Pram.
"Hvad synes Du om, Mathea, at Fru Pram og jeg ordentlig
maa gaa paa Opdagelsesreiser efter Dig, Du forsømmer jo ganske
Dine Pligter", tog Professorinden til Orde, med ualmindelig
skarp Betoning af Ordene; "er det den forfløine Bydame, der
lærer Dig saadan Opførsel; jeg troede, at Du kunde havt lidt
god Indflydelse paa hende; men jeg er bange for, at det Om­
vendte bliver Tilfældet."
Mathea vilde svare, men blev afbrudt af Fru Pram, der
udbrød:
"Blænder Solen mig, eller hvad ser jeg, er det ikke Deres
Søn Løitnanten Arm i Arm med Deres smukke Niece?"
Nu kom Fogden, Professoren og Kapellanen ogsaa gaaende.
De kavde ligeledes villet tage sig en Spadsertur, og da de hørte
Stemmer i Skoven, stævnede de did for at blive Vidner til, at
Løitnant Meier traadte hurtig hen til sin Moder med Leis ved
Haanden og sagde i en bevæget Tone til hende: "Jeg ved, kjære
Moder, Alt, hvad Du har gjort for mig, og at Du glæder Dig,
naar jeg er glad. Nu har jeg aldrig været saa glad i mit Liv
før. Vil ikke Du ogsaa nu velsigne denne Pagt, som jeg og
denne høitelskede Pige har sluttet med hinanden?"
Professorinden saa noget mørk og tvivlraadig ud.
Paa Fru Prams Læber spillde et ironisk Smil. Men her
traadte Professoren frem med større Aandsnærværelse og Energi,
end man kunde vente af ham, og talede saalunde: "Bedrage ikke
mine Øine mig, ser jeg her min kjære Stedsøn, og som det
lader til, har han i dette Øieblik sluttet en Kjærlighedspagt med
en ung Pige, som baade er smuk og, saavidt jeg kan bedømme
hende af vort korte Samvær, ret hjertensgod, saa hun ikke ser
ud til at ville gjøre en Kat Fortred", og her fortrak
hans Læber sig til et bredt Smil. Fogden nikkede, hans
Kone trak Læberne sammen, Kapellanen udaandede et dybt Suk.